Strik dit eget Sønderborg-sjal, -tørklæde eller -rør
Strikdesigner Kirsten Nyboe har for Garn uden Grænser designet de tre modeller, der er smukke, luner i en kold tid og fortæller, hvor du kommer fra. Opskriften kan fås ved henvendelse til Else Tornbo i Garn uden Grænser. Både opskrifter og strikkekits kan købes i forretningen Garn & Tøj, Ulsnæs-Centret i Gråsten.
Strikdesigner Kirsten Nyboe fortæller om sit design:
- Jeg har fundet inspiration til modellerne i Sønderborg, og man kan sikkert genkende en mølle, en bro med buer, et uendelighedstegn og fisk i vandet. Designene rummer både hulmønstre, strukturelementer og Fair Isle-mønstre. Men egentlig har jeg tænkt modellerne som prototyper – den enkelte strikker kan frit lege med farverne og tage de elementer med, man synes. På den måde bliver resultaterne forskellige, men alligevel med udgangspunkt i og kendetegn fra Sønderborg.
Kirsten Nyboe, der bor i Kolding, lærte at hækle som fireårig. Det var hendes mormor, der lærte hende det, og fire år senere kunne hun strikke. Siden har håndværket fyldt meget i hendes liv. Hun er uddannet designer og kunsthåndværker fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding, og hendes afgangsprojekt handlede om strikdesign og tryk på uldstrik.
Halsrør og -tørklæde er strikket i Pernille-garn fra Filcolana, men kan også strikkes i Hessel-garn. Sjalet er strikket i Hessel-garn Song, der er håndfarvet merino (80 pct.) og silke (20 pct.).